user_mobilelogo

Da Martin og jeg første gang mødtes i Narsarsuaq i Syd-Grønland for præcis 3 år siden, havde vi den tradition at lave pandekager, hver gang der var en, der skulle rejse hjem. Den tradition har vi taget til os og selvfølgelig videreført her på Arktisk Station. Indtil videre har vi lavet pandekager i de sidste 3 uger.

I aftes blev det endda til pandekager på trangia på klipperne ved havet ikke langt fra vores hus. Dejen blev lavet hjemmefra og så blev der ellers pakket trangie, fiskegrej og kamera. Det blev til mange timers fiskeri og denne aften blev vi overrendt af havkatte. Frederik (fra nu af havkattemesteren) var exceptionelt ferm til disse små bæster og han endte med at fange 3 styk hvoraf den største vejede 3.5 kg! Den ene havkat blev endda fanget på en knækket fiskestang, som Frederik havde lykkedes at knække for at par dage siden og desperat forsøgt at lime sammen igen. Jeg fangede 2 havkatte, hvoraf den største dog kun vejede 1.8 kg, men Martin formåede slet ikke at fange nogen. Jeg kan dog fornemme at Martin i stedet går efter den rigtig store! Havkatte er en mærkelig fisk og jeg kan ikke bestemme mig for om den er grim eller køn. Tænderne er stumpe men kraftige og fisken har det med at sno sig helt vildt når den kommer op af vandet. Hvis du slipper den ud i vandet igen, så svømmer den ikke væk, men bliver i stedet helt tæt på og stirrer bare på dig med onde, bebrejdende øjne. I går kom de tre største havkatte dog med hjem for senere at blive til aftensmad. Kødet ser virkelig lækkert ud. Det med at kunne fange sin egen mad, er virkelig noget vi nyder og nu kan vi ikke vente, til der også begynder at komme bær og svampe.

Birgitte med en havkat

Da tidevandet var næsten på sit højeste ankom hvalerne. Jeg tror klokken var omkring 23:00. Det bliver meget hurtigt dybt her ved Disko-øen og hvalerne kan derfor komme helt utroligt tæt på land. Nogle gange svømmer de bare rundt, men i går aftes jagede de også fisk. Først så vi en lille gruppe på to hvaler og da de forsvandt dukkede en ny gruppe på tre hvaler op. De gik i gang med at fange lodder. Martin var selvfølgelig klar med kameraet og fik nogle rigtig fine billeder. Desværre, er det svært at fange øjeblikket perfekt på et billede med alle lydende og det hele. Det var en fantastisk oplevelse.

Hvaler Hvaler og fiskeri Hvaler der spiser fisk
 
/ B