user_mobilelogo

Tracks 5 

Når man bor i Grønland er det tilladt at jage til eget forbrug (endda uden der behøves jagttegn, hvilket kun Birgitte har). Jeg har aldrig rigtig troet at jagt ville være mig, men Birgitte og jeg snakkede om, at hvis vi fik en Rype (Lagopus muta) eller måske endda en snehare (Lepus arcticus) kunne det være fint at få dem udstoppet som et evigt minde om vores arktiske eventyr. Når det er sagt, så har jeg virkelig fundet fornøjelse i at gå på jagt. Jeg fik skudt min første rype for cirka en måned siden og var helt oppe at køre over det. Siden da har jeg været afsted på jagt efter ryper adskillige gange og endda været heldig at få lidt flere. Det arktiske landskab med bjerge dækket af sne og synet af et dyr i ny og næ er bare virkelig skønt og bekræftende. Det lyder helt sikkert som et kliche, men det handler ikke kun om at skyde et dyr - det er hele oplevelsen, der er fantastisk også selvom man ikke får noget (selvom det selvfølgelig ikke gør turen dårligere). Nogle vil nok have det stramt over at skyde et andet væsen (sådan havde jeg det også i starten), men det føles virkelig hundrede gange bedre at vide dette dyr har haft et godt og frit liv hele vejen igennem. Dette i forhold til eksempelvis en kylling fra supermarkedet, der er blevet tortureret det meste af dets liv indtil nogen gjorde en ende på lidelserne.

Rock Ptarmigan 1

Birgitte påstår, det var hendes ide med at få udstoppet en rype. Derfor er hun også meget opsat på at skyde sin egen, som kan udstoppes (jeg har faktisk fået forbud mod at gå mere på jagt indtil det lykkes for hende). Derfor gik vi også på jagt den anden dag sammen med nogle venner fra byen (Finn og Emil). Birgitte fik lov at gå med riflen hele dagen. Desværre fik hun ikke en rype selvom vi så en del. Men i stedet fik hun (i sin røde kamuflage heldragt) skudt en snehare! Så stort tillykke med det og jeg er næsten ikke misundelig.

Snow hare 1(klik på billedet)

/ M