user_mobilelogo

Vi troede virkelig og havde håbet så meget på at se narhvaler, mens vi boede heroppe. Det har dog vist sig at være mere besværligt end først antaget at få denne oplevelse med. Det var ikke rigtig muligt at spotte dem fra kysten af, så vi begyndte begge at spørge de lokale vi kender om vi kunne komme med på en narhvalsjagt, velvidende at dette ville være en meget ambivalent oplevelse at se en hval blive dræbt. Det er også vores overbevisning, at det lokale folk har nogle rettigheder til hvaljagt af kulturelle grunde (selvom vi ikke går ind for jagt på hvaler)! Samtidig ved vi jo også, at der er kvoter, som regulerer, hvor mange hvaler der må skydes og beskytter antallet af narhvaler. De lokale vendte aldrig tilbage til os og vi begyndte i stedet at spørge om, hvorvidt det var muligt blot at se en hval før den blev slagtet og kødet delt mellem fangerne. Vi fik altid det samme vævende svar og det skete bare aldrig. For os lød det til, at de skød narhvaler hver dag i en periode, men også at fangerne slagter dyrene på havet ved isen, så det er svært at tælle hvor mange der reelt er skudt. Vi har også fået fornemmelsen af, at os som forskere med kameraer var den slags folk, der skulle holdes væk fra narhvalsjagten. Vi er selvfølgelig rigtigt kede af det hele, men også irriteret over, at de nu slagter dyrene på isen, så de potentielt kan holde antallet af hvaler hemmeligt og samtidig spildes der kød fra hovedet og knogler, der i sin tid var blevet fodret til hundene eller lavet til tørret kød.

/ Birgitte og Martin