user_mobilelogo

Fog THUMB

Dette indlæg har været lidt længere tids undervejs, fordi vi har skullet komme os ovenpå en knap så sjov oplevelse samt træls dage efterfølgende. Her en måned efter affæren er det hele kommet lidt på afstand og vi kan nu berette om vores anden tur rundt om Diskoøen. 

Egentlig skulle vi have været afsted på turen i maj måned, men pga. Aasiaat værft skete dette ikke. Vi afleverede Porsild (vores forskningsskib) på Aasiaat værft i oktober sidste år med en liste over ting som skulle ordnes og repareres. Desværre levede værftet endnu engang ikke op til ordentlig pleje og service af Porsild, hvorfor vi først kunne hente skibet hjem til Qeqertarsuaq i juni. Jaja, der har jo selvfølgelig været coronavirus, men Grønland har været minimalt påvirket af det og Porsild har været på værft i mange måneder uden coronavirus, hvor bestilling af diverse til skibet kunne være indkøbt!  

Endelig kom vi så afsted i midt juni og det var så dejligt! Martin havde trippet længe for denne tur, fordi den hvert år foretages i maj og er en del af et langtids monitorerings-program, så det er lidt vigtigt at prøverne tages samme tidspunkt på året - hvert år. Vi fik indrettet os godt på Porsild i kabyssen og lagt an til en rigtig hyggelig tur. Den første dag vi sejlede ud havde vi okay fint vejr. Diskoøen lå i tåge og det var ikke muligt at se toppen af bjergene, men vandet var fladt og humøret højt. Vi fik klaret de tre stationer på vestkysten, mens dagens højdepunkt var en tur til en fuglekoloni. Vi sejlede stille og forsigtigt i slæbejollen ind til en lille klippeø, der lå udfor kysten. Da vi nærmede os fløj en masse måger gale op i luften og skreg, mens de cirkulerede omkring øen. Vi fandt et lavere sted på klippeøen og gik i land på de hvide tilklattede klipper. Forsigtigt gik vi lidt omkring og så små fine reder med æg og andre med små søde mågeunger i deres grå og sortprikkede fluffy dundragter. Nogle blev selvfølgelig bange og vraltede afsted på de små klodsede ben. Mågerne havde ligesom overtaget et bestemt sted af øen, men der var også plads til en lille flok skarver på øen. Ved skarvkolonien herskede en anden form for nuttethed! Skarvrederne lå lagt ud mod kanten og var ophøjet majestætisk, bygget af lort og grene. Tydeligt at se, hvordan skarvlort er giftigt, fordi her var et sted, hvor mos og andet smågrønt var visnet væk. Skarvungerne har et helt andet udtryk ind mågeungerne og kan nærmest bedst beskrives som små nøgne dragelignende væsner som de lå der i rederne. Dog utroligt fascinerende at få lov at se på tæt afstand. Vi var ikke længe på øen, fordi vi ville skåne ungerne og æggene, så forældrene hurtigt kunne vende tilbage til rederne. Da vi gik tilbage i jollen indfandt fuglene sig hurtigt på deres sædvanlige pladser og der herskede igen ro og fred på deres klippeø. Om aftenen lagde vi Porsild ind i Nordfjord, besøgte en gammel fangsthytte og gik derefter til køjs.

Chick THUMB

De næste dage var faktisk temmelig kedelige. Vandet var helt fladt, hvilket var dejligt, men der var også en tæt tæt tåge, så vi ingenting kunne se. Vi sejlede blot efter koordinaterne og de næste indsamlingsstationer. Vi hyggede os dog fint ombord på skibet.  

På tredje-dagen aftalte vi, at vi alle gerne ville til Ilulissat for at shoppe lidt frisk grønt og spise på restaurant. Vi ankom til Ilulissat om eftermiddagen og aftalte med skipperen samt de to matroser, at de kunne begynde at sejle hjem med Qeqertarsuaq om natten kl. 03.00, så vi kunne tage de sidste tre stationer og nå hjem til skipperens barnebarns dåb som var blevet rykket til dagen efter kl 13.00. Umiddelbart er vi ikke vilde med at vende op og ned på dag og nat, men ville jo rigtig gerne hjælpe så han kunne komme hjem til dåben. Yderligere var Martin meget klar i sin udmelding om, at hvis vi skulle sejle om natten, så skulle de ikke gå i byen og drikke øl, men være friske til at sejle i tæt tåge forbi Isfjordens udmunding med masser af isbjerge. Det var de alle tre helt med på og vi gik derefter ud for at spise. Vi spiste lækker thai-mad på café og gik tidligt i seng, så vi kunne være klar til nattens og morgenens indsamlinger. Kl. cirka 22.00 bliver vi dog vækket ved, at en alarm går i gang ombord Porsild. De  konstante høje biplyde kunne vi selvfølgelig ikke sove for og vi kunne heller ikke finde ud af at slukke for alarmen. Vi forsøger at ringe til skipperen, men han svarer ikke og til sidst får vi endelig fat i en af matroserne. Det var tydeligt, at han var meget påvirket af alkohol, men han lovede dog at komme ned og slukke for alarmen. Vi ventede i 45 minutter uden, at han kom og ringede derfor igen til ham. Denne gang var han endnu mere fuld og slet ikke til at kommunikere med. Det eneste vi kunne gøre var derfor at gå i byen og forsøge finde de andre. Det skulle vise sig, at de var meget nemme at finde på Ilulissat lokale spillested, Naleraq. Her møder vi skipperen meget fuld og Martin forsøger at tale med ham om, hvad vi gør og vores plan. Klokken er nu 01 om morgenen, men de planlægger stadigvæk at skulle sejle kl 03 for at nå til barnedåb. Martin siger, at den går ikke når de har fuldet sig så meget, men hvis de går med til skibet nu, så kunne vi overveje at sejle kl 07 alt efter, hvordan deres tilstand var. Skipperen bliver meget sur og siger, at de har fri og kan gøre, hvad de vil og ellers må vi bare finde en anden skipper. Det er meget ubehageligt og vi ender med at tage tilbage til skibet, samle vores ting og tjekke ind på Hotel Hvide Falk midt om natten. Martin skriver så til skipper, at vi mødes på Porsild kl 09 efterfølgende dag. Vi går ned på skibet dagen efter og forventer lidt at få en undskyldning eller i det mindste en form for anger. Tværtimod vil de gerne op at skændes og siger gentagne gange, at vi bare kan finde en ny skipper. Skipperen mener også, at han var nødt til at drikke eftersom hans matroser begyndte at drikke?! De ligner nogle, der er kommet direkte fra baren og ikke kan åbne øjnene. Mødet er så ubehagelig og vi vil ikke sejle med fulde sømænd, så vi ender med at tage DiskoLine hjem fra Ilulissat, mens skibet samt mandskab skal afvente yderligere ordre for, hvornår de kan sejle. Det forstår de tydeligvis heller ikke, fordi ikke længe efter ser vi dem forlade havnen med kurs mod Diskoøen. Øv øv øv, når vi nu endelig var kommet afsted og havde haft en god tur! 

De efterfølgende dage derhjemme skulle vise sig at være endnu mere ubehagelige end episoderne i Ilulissat. Specielt for Martin, fordi jeg i videst omfang forsøgte at blande mig udenom. Der bliver aftalt et møde med stationsforvalteren, der er ansvarlig for mandskabet og deres ansættelser. Martin kommer dybt chokeret hjem fra dette møde, hvor stationsforvalteren vælger direkte at tage parti med mandskabet og skylde skylden på os samt sige at vi lyver mht. alarmen på skibet den nat og at det var vores skyld, at de drak sig stang bacardi, fordi vi aldrig skullet været gået i land. Dette, iblandet andre beskyldninger mm., mens dele af mandskabet er tilstede. Skipperen gik efter 10 minutter, fordi han ikke ville snakke om episoden og kun snakke om positive ting. Det er noget værre rod det hele og de eneste Martin kan støtte sig til er via mobilen til Arktisk Råds formand. Formanden vælger selvfølgelig også at snakke med stationsforvalteren om dette møde, hvor han indrømmer, at han ikke kan støtte op om Martin som videnskabelig leder, fordi skipperen og matroserne er hans gode venner og en for velanset mand i byen - så det kunne sætte stationsforvalteren i et dårligt lys. Vi er så overraskede over, hvor indspist det hele er på Arktisk Station, hvor arbejdet ikke håndteres professionelt fordi man ansætter venner. Der bliver snakket alvorligt med stationsforvalteren, der bør varetage sit job ordentlig og professionelt og nogle dage efter mødes Martin med skipper, som rent faktisk siger undskyld (og vist nok også mener det).!  

Der er stadig en lunken stemning og vi er simpelthen så kede af, at alle fordomme der måtte være, blev bekræftet i disse dage. Som sagt, er det hele kommet lidt mere på afstand og alt i alt er vi jo blot blevet så dybt skuffede over disse mennesker som vi har arbejdet sammen med i over et år. At de kunne finde på at være sådan overfor os. Vi havde forventet mere af dem… 

I hele juli har vi haft meget travlt og vejret har drillet meget, så fokus er blevet flyttet væk fra denne episode og vi er bare interessere i at nyde vores sidste tid heroppe som meget som muligt.  

/ B