user_mobilelogo

Vi har nu været på Arktisk Station i 10 dage. Vejret har været helt fantastisk! Roligt, fladt vand og solskin næsten alle dage undtagen i dag, hvor der har været meget stærke vinde.

Dagene med godt vejr har vi brugt på at fiske og starte vores egen fiske-rekord log (se her). Noter venligst at Birgitte har rekorden for størst fangede fjeldørred! Martin har dog nok rekorden for den største Uvak :) Vi prøver på at finde et godt fiskespot, der ikke ligger for langt væk og i går fandt vi et godt sted til at fange Uvak. Desværre gik vores vægt død for batteri og derfor kunne vi ikke veje Martins fisk og dermed kan den ikke blive en del af rekordbogen. Kødet kom dog med hjem og er perfekt til fiskesuppe med kokosmælk.

Martin uvak

En af de næste dage vil vi nok tage ud forbi "dumpen" og videre ud til et sted ved vandet, der hedder "Udkiggen". Her skulle der være dybt vand og dermed godt fiskeri. Forhåbentligt byder dette sted på torsk og måske en hval eller to, der svømmer forbi.

Nu og da kan man håbe mennesker, der råber "hvaaaaal", efterfulgt af en masse mennesker, der løber ud på terrassen foran Arktisk Station. Dette er et perfekt sted at kigge på hvalerne der spiser lodder. Det ser helt vildt ud når disse kæmpe dyr bryder vandet med åbne munde for at spise fisk. Nogle gange i perfekt timing en efter en. Det er svært at forklare og endnu sværere at tage billeder af, men jeg er sikker på Martin vil forsøge alligevel. Så mon ikke vi kan vise nogle gode billeder her på siden på et tidspunkt. Indtil videre har Martin mest fokuseret på at tage billeder af alle de flotte isbjerge vi er omringet af.

Birgitte er igang med maden

Alt lyder som fiskeri og hvaler, men vi tilbringer også en del tid med at arbejde. Til det må siges, at vores kontorudsigter har fået en gedigen opgradering i forhold til København! Jeg arbejder for tiden mest på artikler baseret på det data som jeg indsamlede på Svalard sidste sommer. Og så skriver jeg utroligt mange emails - jeg skal være sikker på at alt mit udstyr når godt frem. Martin bruges det meste tid sammen med Morten, hvor han bliver sat ind i jobbet som videnskabelig leder. Det job overtager han fra Morten den 15 juni. Senere kommer vi nok til at beskrive, hvad jobbet egentligt går ud på.

Så langt så godt og vi nyder vores tid heroppe helt vildt!

/ B


 

Vi ankom til Kangerlussuaq og til en iPad, der lystigt spillede lyden fra tegnefilmen "Rasmus Klump". Det var dog meget passende, da denne sang netop handler om at rejse ud og se verdenen. I Kangerlussuaq, påpegede Martin hurtigt, at han helt havde glemt alt om alle myggene! Vi håber at alle de bid vi har opbygget gennem vores mange feltture til Grønland, gør, at vi stadig har en vis form for immunitet.

Kort

Fra Kangerlussuaq fløj vi videre med et lille propelfly til byen Ilulissat. Her overnattede vi på Hotel Hvide Falk, som er et fint hotel med tæppebelagte gulve og masser af gamle malerier. Vores værelse var med havudsigt fyldt med isbjerge. Disse isbjerge udspringer fra verdens mest kælvende gletsjer, Ilulissat gletsjeren eller Sermeq Kujallep som den hedder på Grønlandsk. Disse isbjerge flyder så vest-på og ud i Davis Strædet. Vores videre fært væk fra Ilulissat og mod Disko tog os netop igennem disse isbjerge med båd.

Qeqertasuaq

Efter cirka 7 timers sejlads ankom til Disko, hvor vi blev samlet op af stationsforvalteren. Forhåbentligt vil vores næste sejltur igennem Diskobugten foregå med en lidt hurtigere båd (men turen var stadig helt fantastisk). Ved Arktisk Station ventede et dejligt måltid akkompagneret med gin og tonic, og så var vi ellers klar til at sove.

/ B


 

Der er sket meget i de sidste par måneder! Det hele startede den 13 december, da jeg blev PhD studerende ved Center for Permafrost (CENPERM). Et par dage senere, den 21 december, fik Martin også en tidlig julegave i det han blev tilbudt jobbet som videnskabelig leder for Arktisk Station på Disko-øen i Grønland. Dette betyder at vi nu kan se frem til 1 år i Arktisk med et hav af oplevelser og eventyr. Oveni dette kan jeg udføre mit feltarbejde til min PhD (Arctic subsurface gas dynamics) og endda indsamle data henover vinteren.

Alt dette har selvfølgelig også medført en masse planlægning og nedpakning. I midten af august, brugte vi de sidste påskedage på at pakke det meste af huset i kasser og sende det hele afsted i en lille container mod Grønland. Vi krydser fingre for at det hele når frem i god behold. Det var en travl tid og vi ønskede at bruge den sidste tid på at nyde solen, vores have og lange gåture med vores Berner Sennen hund Lyra. Dog har vi også måttet bruge meget tid på at opsætte eksperimenter og købe udstyr.

Birgitte, Lyra og alt vores flytterod

I den sidste weekend i maj, rejste vi til den lille ø Fanø i det vestlige Jylland, hvor vores gode veninde Malene bor. Disko-øen i Grønland ligger på den 69 nordlige breddegrad og ligger dermed over polarcirklen. Det betyder desværre, at vi ikke kan tage Lyra med os, da kun slædehunde er tilladt nord for polarcirklen. Dette er som led i bevaringsarbejdet på netop slædehunde. Det kan man læse mere om her: https://qimmeq.ku.dk/om-qimmeq/. Derfor er vi taknemmelige for at have de bedste venner, der glædeligt vil tage Lyra til sig og passe hende imens vi bor i Arktisk. Det skal dog siges, at det var meget hårdt at skulle sige farvel til Lyra, da vi forlod hende og Fanø. Men vi ved at hun får den bedste tid på Fanø sammen med Malene og Jes, og de har lovet at holde os opdateret med at konstant flow af billeder og videoer.

Lyra

Jeg er sikker på at vi har husket alt, har fået klargjort det meste og forhåbentligt ikke glemt alt for meget imens vi nu sidder i flyet på vej fra Danmark mod Grønland.

/ B